Bye Vietnam, hello Denmark!

De sidste dage i Ho Chi Minh har været ret hektiske. Det startede med, at jeg tog et fly tilbage til Ho Chi Minh efter næsten tre ugers rejsen. Jeg have booket min flybillet ved et selskab, der hedder VietJet. Det er et vietnamesiske flyselskab, hvilket jeg ikke tænkte yderligere over. Men det skulle jeg have gjort - VietJet er et vietnameseisk lavprisflyselskab! Det var noget af en oplevelse, men også ret sjovt faktisk. Da vi kommer op i flyet render små vietnamesere forvildet frem og tilbage i flyet og skubber og skælder ud. Håndbagagen hos de fleste bestod af en stor pose ris eller sukker, som de knap nok selv kunne løfte. Ved siden af mig sad et par, som tydeligvis var oppe at flyve for første gang. De sidder og roder med selen og kigger underligt på den. Bagefter finder de kameraet frem og begynder at lege paparazzi, inden de igen genoptager krisen med selen. De får den til at sige klik, og alt er godt.

Jeg lander fint og sikkert i Ho Chi Minh og skynder mig ind til byen, hvor mine forældre og min bror venter på mig. De er på lynvisit, og det er dejligt at se endnu flere velkendte ansigter. Timingen er dog ikke den bedste, da jeg kun har tre dage til at læse til eksamen, hvilke er præcis de dage, hvor de er på besøg. Derfor sørgede jeg for at få sendt dem på nogle ture, så jeg i løbet af dagen kunne forberede mig bare en lille smule. Det var egentlig en meget sjov oplevelse at bo på hotel og læse til eksamen, selvom det ikke lyder som noget specielt. Men dejligt, at man har folk til at rydde op og tage sig af det praktiske, mens man knokler. Det var ret frustrerende at læse til eksamen, fordi der var så meget at huske. Jeg skulle til to skriftlige eksamener, uden bøger og hvor man skriver i hånden. Den ene gik fint nok, men den anden var virkelig tuff, men jeg håber, at jeg har bestået begge. Det eneste jeg kunne tænke på, da jeg sad til den sidste eksamen var egentlig bare at blive fri.


Det var fedt at have min familie på besøg, så de kunne se det kaos, jeg har levet i de sidste fire måneder. Som alle andre, var de imponeret over trafikken hernede og alle motorcyklerne. Det er underligt, hvordan man kan vende sig til det, men det har jeg alligevel formået. Det bliver spændende at komme tilbage til den danske, mere rolige trafik.

Min sidste aften i Vietnam blev brugt sammen med mine venner og bekendte. Vi spiste god middag og valgte selvfølgelig at tage ud og synge karaoke. Det var den sjoveste aften, jeg overhoevdet har haft med de mennesker, og det var en fed måde at tage afsked på. Min største brandert hernede også, så efter 4 timers søvn, var jeg ret smadret, og slet ikke klar til at stå op og få styr på det sidste inden afrejse. Jeg mødtes med en ven og fik en sidste 3 kroners øl på den gade, hvor vi mest har opholdt dig. Jeg var presset. Ret presset. Især da jeg kom ind i taxaen, som bumblede afsted mod lufthavnen. Da jeg endelig kom op i flyveren, blev jeg dog glædeligt overrasket. Efter at have fløjet med utallige crappy flyselskaber de sidste måneder, havde jeg helt glemt, at jeg skulle flyve med Qatar hjem. Yes! De store, brede sæder, mad, drkke og tv var lige, hvad mine tømmermænd kunne holde til.

I skrivende stund sidder jeg i Bangkok lufthavn og prøver at få tiden til at gå. Jeg skal bruge 8 timer her, men nu er der kun 2 timer tilbage, så det er til at overskue. Glæder mig bare til at komme op i det fly og sove, inden jeg i morgen tidlig endnu engang lander i Doha lufhavn inden min endelig hjemrejse.

Det har været et vildt semester på mange måder. Asien er sindssyg, og Vietnam er endnu mere sindssyg. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Jeg kommer til at savne god og billig mad, billig transport, at det meste er billigt, min lille scooter-thing, de søde mennesker, den dejlige natur (uden for byerne) og selvfølgelig de gode mennesker. Jeg kommer til gengæld ikke til at savne at blive spyttet på, råbt efter, revet i, skraldet på gaden i 32 grader, de elendige veje, deres el-installationer og bare det, at jeg ikke kan kommunikere med de fleste af dem.

Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at komme hjem og mindes det her semester, for som jeg tidligere har sagt, så er jeg sikker på, at Vietnam er godt for sjælen på den ene eller anden måde.

Jeg lander i Købehavn fredag eftermiddag og smutter på Stefanshus ved 16 tiden for at drikke et par øl. Jeg har sikkert savnet dig, så hvis du har lyst, så kom forbi og drik en øl og få en krammer, inden jeg lørdag drager til Norge på skiferie.

Det var dét for denne gang - jeg tror ikke, at der kommer flere study abroad blogindlæg fra min siden, men man ved aldrig...

Vietnam rundt på 3 uger

Eeeendelig er der nyt igen - denne gang er min undskyldning, at jeg har tilbragt de sidste 3 uger på farten i Vietnam sammen med Niels. Den sidste uge, har jeg brugt på at få afsluttet mit studie på RMIT, og sikke en lettelse det var. Det har været et udfordrende semester rent akademisk, så jeg håber, at jeg slipper igennem og består mine fag hernede.

Nu vil jeg se tilbage på de tre dejlige uger i Vietnam sammen med Niels. Da vi var på farten slog det mig, at det, for mig i hvert fald, er lidt specielt at rejse rundt og udforske et land, efter at have boet her i tre måneder. Jeg var ligesom ikke helt så imponeret over tingene mere, men det var stadig en fed oplevelse at se forskellene imellem byerne i Vietnam, når man rejser fra syd mod nord.

Det hele startede, hvor jeg har boet de sidste måneder, nemlig i Ho Chi Minh City. Jeg fik flyttet ud af min lejlighed, og Niels fik set det sidste af byen inden vi rejste videre. På grund af min tidligere omtalte dengue feber, måtte vi lave lidt om på rejseplanerne og kunne derfor ikke nå helt så mange destinationer, som vi havde håbet på.

Juleaften i Hoi An
Alle de mennesker jeg har mødt, som har været i Hoi An har elsket det. Jeg elskede det ikke, men det er en fantastisk lille by, som har bevaret næsten alle de gamle, hyggelige bygningerne. Det var ret anderledes, end hvad, jeg havde forventet, og jeg blev meget overrasket over det store focus på turismen. Nærmerst alt i den lille by drejer sig om turisme, og det var svært at gå for sig selv uden at blive tiltalt af skræddere og souveneir-folk. Vi faldt i begge fælder. Niels fik syet skjorter efter eget design, og jeg fik lavet kjoler. Hoi An er som nævnt en lille by, så vi lejede cykler og chillede rundt i området.

Mere vind end sol på stranden.

Hoi An by night

Street-food ved floden i Hoi An

Niels lærer at spille 500

Vi havde håbet på godt vejr, så vi kunne bruge juleaftensdag ved poolen, men det skulle ikke ske. Det blæste og var ret koldt (i hvert fald i forhold til de 32 grader, jeg er vant til nede sydpå). Vi valgte i stede at bruge dagen på en udflugt til My Son Temples, som er et UNESCO World Heritage Site.

My Son Temples

Den trofaste historielærer

Jul på den båååd dér

Julemiddagen stod på vietnamesisk mad, og det var vildt lækkert og friskt i forhold til den normale danske, tunge julemiddag. Vi bestilte en masse forskellige retter, og Niels insisterede på, at der sneg sig et lille stykke and ind, og det var nu heller ikke helt dumt. Hoi An er ikke den store fest-by, men efter Niels havde tæsket mig i en omgang 500, fandt vi en bar, hvor vi mødte en stor omgang Gin & Tonics og fire søde australiere, som vi tilbragte aftenen med. Vi blev smidt ud kl 2.00, som de enste tilbage på baren. Alt i alt en gaske udemærket juleaften væk fra julegaveræs, men blot i dejligt selskab.

Ingen ris a la manden, men deeeejlig dessert

Julemand og sne fra søde Mie

Hue
Med tømmermænd drog vi videre mod Hue i bus. Inden vi kom afsted havde vi en lidt uheldig uoverensstemmelse med en chauffør, som havde nakket min bagage. Heldigvis fik jeg den tilbage igen - tror de fandt ud af, at min taske kun bar underligt pigetøj, så de besluttede, at jeg måtte få den tilbage igen. Ruten fra Hoi An til Hue er utrolig scenisk og meget smuk. Det var dejligt at nyde den skønne udsigt, mens bussen bumlede afsted. 

Hue er en dejlig by, og der var ikke så mange turister, så der var lidt mere ro på. Tiden i Hue blev brugt på at se på den "Forbudte By", som er en gammel kongeby. Vejret var ikke helt med os, men vi fik alligevel set det meste. På anden dagen valgte Niels at tage en på en 12 timers bustur ud til den tidligere dematerialized zone (DMZ) fra Vietnam krigen. Imens sad jeg tilbage i Hue og brugte hele dagen på at læse til eksamen. Når man vælger at droppe de to sidste uger fra uni inden eksamen, så må det jo bøde for på en eller anden måde.

Nattog til Hanoi
Vi tog et nattog fra Hue til Hanoi, og som altid, er det spændende, hvad man møder. Bussen var egentlig ok, og vi havde de bagerste sæder, så der var lidt mere plads end normalt. Til gengæld var det lige ved siden af toilettet, hvilket ikke var den fedeste deal. Vi klarede det dog helt fint til Hanoi, hvor vi ankom meget tidlig om morgenen. Da vi var trætte af de meget insisterede taxa chauffører så tidligt om morgenen, valgte vi at gå hen til vores hotel i stedet for. Hanoi er egentlig meget hyggelig så tidligt om morgenen. 
Vi brugte to dage i Hanoi på at gå ud på den gamle bro i Hanoi, hvor man kan se ned på en masse slum, som ellers ikke umiddelbart er så tydeligt inde i byen, gå på museer, købe Halong Bay billetter og spise masse af Pho (vietnamnesisk suppe). Temperaturen i Hanoi var omkring 11 grader, hvilket jeg især havde ret svært ved at vænne mig til.

Frokost-snack midt på Long Bien Bridge

Lækker vietnamesisk gadekøkken mad

Nillers nye yndlingssnack - anamas med chili

Nytår i Halong Bay
Efter at have tilbragt et par dage i Hanoi tog vi nytårsaftens dag mod Halong Bay. Vi ville fejre nytår i Halong Bay, fordi vi tænkte det var lidt anderledes end, hvordan vi normalt fejrer nytår. Det var vi, ikke overraskende, ikke de eneste, der havde tænkt. Sammen med ca. 500 andre måde i Halong Bay fejrede vi så nytår. Det var en meget speciel oplevelse. Det var virkelig koldt derude, hvilket gjorde, at folk sad til middage i store vinterjakker. Undtagen mig. Jeg insisterede på at klæde om og se nogenlunde anstændig ud. Vi havde en sjov aften med folk fra hele verden, som vi sang karaoke med og dansede Gangnam-style med. En speciel, men virkelig sjov aften. Knap så sjovt var det, da vi dagen efter blev vækket 7.30 for at skulle ud og trekke. På den anden siden var det virkelig godt mod ens tømmermænd.

Niller er vild med kahytten

Dau Go Cave

Os og alle de andre i Halong Bay

Halong Bay

Happy New Year!

Halong Bay by night

Yes! 1. januar OG trekking!

På vej mod Sa Pa
På turen tilbage til Hanoi var der rimelig stille i bussen, og folk var ret trætte. Vi havde været så smarte at booke en tur til Sa Pa samme aften, så vi havde kun lige et par timer i Hanoi, inden vi skulle med nattoget. Nattog i Vietnam er nu også en meget sjov oplevelse. Vi delte kabinde med to meget fulde franskmænd, hvilket var ret underholdende. Knap så underholdende var det at blive vækket kl. 4.45 med ankomst i iskolde Sa Pa, for derefter at blive bragt til et iskoldt hotel. Jeg var lidt knotten, men efter vi kom ud i solen, tøede jeg lidt op. Sa Pa er en lille landsby i det nordlige Vietnam med flere forskellige minoriteter. Første dag stod på 7 km trekking i den flotte natur, og hvad mødte os var en fantastisk natur. Det var befriende at komme væk fra trafik, os og folk, der råber efter en hele tiden. Det var virkelig, hvad jeg især havde brug for. 

Nattog til Sa Pa

Trekking

Tradiotionel Sa Pa dans

Da vi nåede aften, og kulden igen kom frem var der ikke så meget at give sig til i Sa Pa, så vi slappede bare af efter dagens gårtur. Dagen efter stod den 14 km trekking og efterfølgende nattog tilbage til Hanoi. Sådan er det, når man har et stramt program. De 14 km var meget spændende, da vi vandrede ned gennem rismarkerne, og vi vandrede faktisk rundt lige midt i dem, før vi kom ned til en lille landsby med kun nogle hundrede beboere. 

Rismarker i Sa Pa

En parapol skal der til!

Dagens guide

Vandren midt i rismarkerne

Efter to intense dage, var vi begge godt trætte, da vi endelig ramte nattoget tilbage til Hanoi. Desværre delte vi kabine med en vietnamesisk gut, som bestemt ikke var træt og som syntes, at det var tide til at catche up med alle vennerne. Det fik han ikke lov til - lad os bare sige det sådan.

Tilbage i Hanoi
Kl. 4.30 ramte vi et lækkert hotel i Hanoi og sov endnu et par timer, inden vi skulle ud og bruge de sidste timer i byen. På de sidste to dage fik vi set Ho Chi Minhs døde krop, hvilket var en meget speciel oplevelse. Derudover chillede vi endnu mere rundt, som vi efterhånden var blevet ret gode til, drak kaffe, spillede kort, købte gaver og spiste lækker mad. Lørdag d 5. januar tog jeg tilbage til Ho Chi Minh City, mens Niller blev endnu en dag i Hanoi, før han drog hjem mod kolde Danmark.

På trods af min lille statement om, at det var lidt specielt at rejse rundt i et land, hvor man har boet i 3 måneder, så har det virkelig været en oplevelse. Det er spændende at se de kulturelle forskelle i hver by, vi besøgte. Især at se forskellen på syd og nord, hvad angår politik, kultur og især naturen. Jeg var mest betaget af at besøge Sa Pa, fordi naturen var så smuk. Alt i alt har det været fedt at rejse rundt, selvom vi godt kunne have brugt en uge eller to mere :)

Bryllupsklokker og forsikringsrod

Igen er der gået lang tid uden nye anekdoter fra Vietnam. Denne gang syntes jeg dog at have en lovlig undskyldning. For ca. 10. dage siden vågnede jeg op midt om natten med feber og en frygtelig hovedpine. Jeg er normalt ikke den pylrede type (okay, næsten ikke), så jeg prøvede blot at sove videre. Søndag morgen var den stadig gal, og jeg tilbragte en ellers nydelig søndag i sengen. Da jeg vågnede mandag morgen, stadig med hovedpine og feber, besluttede jeg mig for at kontakte en læge. Bare lige for at få afkræftet, at der skulle være noget noget alvorligt galt med mig. Det kunne jeg så godt glemme! Jeg tog hen på en international medicinsk klinik for at finde ud af, at jeg var blevet ramt af Dengue feber. Det er en sygdom, som man bliver smittet med via myg, og da der endnu ingen vaccine findes mod det, kunne jeg ikke have undgået det. Jeg er nu hjemme efter 8 dages indlæggelse, hvilket har været rigtig hårdt. Forholdene på klinikken var egentlig over alle forventinger, næsten. Når man er meget syg er det dog super frustrerende hver morgen at blive mødt af sygerplejerske, som ikke taler særlig godt engelsk. Men lægerne var forståelige, og alt i alt tog de sig godt af mig.

Dyr fornøjelse

Når det så er sagt, at jeg blev behandlet godt, så har det også været en utrolig dyr fornøjelse, men heldigvis, som den ansvarlige kvinde jeg nu er, havde jeg selvfølgelig erhvervet mig en rejseforsikring. Det betød dog ikke, at alt gik som smurt. Jeg lagde selv ud for den første blodprøve til den nette sum af 2500 kr. Efterfølgende tog Gouda så venligt over, men det resulterede blot i misforståelser om, hvor i verden min ”behandling” skulle tage sig ud. Lægerne her i Vietnam ville gerne have mig til Bangkok eller Singapore, fordi de var bange for, at jeg skulle bruge en blodtransfusion. Det lød ikke just særlig spændende i mine øre, men deres forklaring om, at der ikke var nogen ordentlig steder at få det i Vietnam, lød egentlig meget troværdig. Så fik jeg Gouda i røret, som bestemt ikke mente, at jeg skulle nogen som helst steder. Okay så! Det resulterede så i en mindre fight mellem Gouda og lægerne hernede...med mig som mellemled. Jeg blev godt og grundig tosset, og fik så afblæst alle alarmer om at flytte mig nogen steder! Troede jeg...Et par timer senere kom en ambulance og påstod at de skulle have mig med til et andet hospital. Det fik de ikke, og den heldie pige jeg fik fat i hos Gouda har sikkert sagt op siden.

Inden alt der her sygehalløj begyndt gik det ellers ret godt. Jeg var rigtig begyndt at planlægge mine fremlæggelser til uni, få styr på mine eksamensplaner, når nu jeg vælger at rejse væk lige inden mine eksamen. Det kørte sgu meget godt. Jeg var endda til et fantastisk bryllup i Mekong Delta. Det var virkelig en stor oplevelse, at få lov at komme med til et vietnamesisk brullyp. Det er en kinde fra RMIT, der hedder Trang, som skulle giftes. Hun havde inviteret mig og et par af de andre internationale studerende med. Hun kender os ikke vildt godt, men vi var glade for invitationen, og jeg tror, at hun syntes, at det var lidt sejt af havde nogle vesterlændinge med til sit bryllup. Win-win situation.

I invitationen stod der klart og tydeligt, at vi skulle mødes præcis kl. 6.00 om morgene, for der ville bussen køre. Trofast som jeg er, møder jeg op 5.50, men kan ikke finde nogen bus eller andre mennesker, som ligner, at de skal til et bryllup. Jeg panikker, fordi det gør jeg jo, men er sikker på, at jeg er det rigtige sted. Kort tid efter ankommer Aaron og så panikker vi lidt sammen. Ca. 6.10 kommer hende, der arrangerer turen stille og rolig luntende og lader som ingen ting. 6.00 betyder åbenbart 6.30 Vietnamesisk tid, så der er goooood tid. Jamen godt så, så er det jo også helt fint, at jeg kun stod op kl. 4.45 for at gøre mig klar. Det er helt ok, no worries! Vi skulle køre fire stiver ned til Mekong Delta, så der var til gengæld god tid til at at tage en bette lur.

Vietnamesisk bryllup er noget specielt og anderledes fra, hvad vi kender i Danmark. Vi ankom til en lille landsby, hvor strømmen var gået og derfor blevet erstattet af en stor, larmende generator. Vi startede med at tage en masse billeder med bruden og blev derefter viftet hen til en bord. Øllene kom på bordet og en masse forskellig mad bestående af lever, tunge, mave og heldigvis også andre lettere fordøjelige retter. Efter at have spist og drukket tog vi flere billeder, og så var det ellers hjemad igen. Fire timers kørsel for to timers mad og fotografering. Sikke en dag. Men spændende, det var det i hvert fald.

Borddækningen og betræk på plastikstolene

Én af retterne

Underlig "jeg-har-aldrig"leg med brudebuketten

"The white people"

I morgen er det onsdag, og jeg har 12 timer på uni. Men en dengue feber kun lige knap overstået, er jeg spændt på at se, hvordan det går. Men så er det også slut. Næsten i hvert fald. Jeg dropper de to sidste uger af uni til fordel for den dejlige Niels, som kommer på besøg på torsdag. Planen var oprindelig at rejse en helt masse rundt i Vietnam, men på grund af min tilstand, så bliver rejsen nok lidt minimeret. Men ud af Ho Chi Minh, det skal vi i hvert fald. Jeg kommer tilbage til Ho Chi Minh d. 6. januar for at have 3 dage at læse til to eksamener i. Og det er lige præcis samme tid, som mine forældre og min bror kommer på besøg, så det bliver to meget spændende eksamener. Men det glemmer vi lidt endnu.

I dag var jeg så heldig at få endnu en julepakke med posten. Den har været længe undervejs, men den kom! Og det var intet mindre end en fantastisk pakke kalender fra den søde Mie. 24 styks fine gaver med hver en hilsen på. Det varmede min lille syge krop, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Desværre arbejde postvæsnet lidt anderledes hernede, og de havde således været i over halvdelen af pakkerne, så det var lidt en skam. Men jeg har stadig et par stykker tilbage.

Pakkekalender fra søde Mie

Det bliver specielt at holde jul her i varmen, men det bliver endnu en overraskelse. Jeg håber, at I alle sammen kommer med togene hjem til jul og får nogle hyggelige juledage med familien. Om præcis 1 måned sætter jeg mine ben i Danmark igen, og ved I hvad? Jeg glæder mig! Som et lille barn til jul måske endda...

Julen er nået til Vietnam

Vietnam er et land, hvor folk uden ben sidder midt på vejen og sælger lotto kuponer, og hvor blinde mænd står midt i en rundkørsel og tigger. Men det er også et land med utallige store shoppingcentre, hvor folk kan flaske deres dyre tasker og nyeste Apple-gear. Vietnam er uden tvivl godt for sjælen!

Okay okay, så er der gået lang tid igen, men det betyder blot, at der er en masse at berette om denne gang. Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men siden sidst har jeg fået mig en mini-scooter. Okay, det er faktisk en elektrisk cykel, men synes mere, at den minder om en mini-scooter. Den kan kører helt op til 30 km i timen...Når det går ned af bakke i hvert fald. Dette betyder, at jeg nu ikke længere skal med den lokale bus, og det kan jeg sgu egentlig godt lide.

Mini-scotteren hedder Lucille, og vi to har tilsammen allerede overhalet de første mange cyklister, motorcykler, biler og sågår et par busser og lastbiler. Så kom ikke her og sig, at den er langsom. Det er SÅ fedt at drøne rundt i trafikken hernede, og ja ja, jeg skal nok passe på. Men det er faktisk ret sjovt, fordi der ikke rigtig er nogle regler, så det er bare først til mølle, og eftersom folk ikke er interesseret i at køre dig ned, så stopper de blot, hvis du kører ind foran dem. Det sjoveste er de store rundkørelser, hvor det føles lidt som en labyrint, hvor det så gælder om at finde ud. Jeg kører om kap med de lokale, som bare griner ad mig og Lucille, men jeg tager altid kampen op!

Mine nye kærlighed, Lucille

Funny facts om trafikken i HCM
Trafikken i HCM er crazy. SOm nævnt, er der ingen regler, men til gengæld har de en helt masse lyskryds, som rent faktisk viser, hvor lang tid der er, til lyset skifter. Lidt credit skal de have. Men derimod er der også nogle sjove ting, som altid for mig til at grine. På trods af de utallige lysreguleringer, så er der mange reguleringer, hvor der bare er en gul lampe, der blinker. Det betyder, at alle skal køre langsomt. Det er som regel de største, og mest indviklede kryds med indgange fra flere sider. Det virker lidt som om, at Vietnamesere ikke selv lige kunne regne ud, hvordan det var smartest, så hvis alle bare kører langsomt, så går det nok alt sammen...
Vietnam har en sindsyg regel, hvad angår de lokale busser. Angiveligt har hver bus/buschauffør ret til at dræbe tre mennesker i trafikken hvert år! De får så en kortvarig dom og en overkommelig bøde. Så tænker man, jamen de dræber vel ikke bare lige én. Men jo jo, den er god nok. En bekendt har været i en bus, hvor bussen kørte en person ned. Personen kom "blot" til skade, men så bakkede bussen tilbage for at sørge for, at vedkommende rent faktisk døde!!! Det er for vildt, men desværre rigtigt. Det er åbenbart mere fordelagtigt for chaufføren at dræbe en person i trafikken end blot at skadeliggøre en person. Det skyldes, at hvis personen eksempelvis bliver handicappet, så skal den enkelte chauffør betale for pleje af vedkommende, hvilket tilsyneladende er mere dyrt end den bøde de får, ved faktisk at dræbe én i trafikken. Så busserne - dem holder jeg tilbage for!


Idéen med at tage til Vietnam for at studere var bl.a. fordi jeg gerne ville opleve hele landet, og for to uger siden fik jeg oplevet endnu en by. Det er en lille strandby, der hedder Vung Tau, som ligger 1 1/2 time fra Ho Chi Minh, hvis man tager en båd derud. Ombord på båden viser de film, mens man sejler, men det fjollede er, at de, uden pis, viser ca. 2 minutters film for så at vise 5-7 minutters reklamer. Det giver ingen mening what so ever, men man skulle tro, at der var en mening med galskaben. Vi var 12 personer fra uni afsted, og det var ren afslapning på stranden med kolde øl og fodbold med de lokale. Jeg ville vildt gerne være med, men vietnameserene så lidt skeptiske ud, men det var da kun lige indtil jeg scorede kampens første mål. Så fik jeg lidt mere respekt. Aftenen tilbragte vi alle på ét lille værelse med to kasser øl og så en kort, men underholdende bytur inklusiv vietnamesisk live-musik og dans på scenen. Velkommen til Vietnam. 

Jeg har nævnt det før, men jeg har virkelig meget fået min sag for på uni, så da jeg fik afleveret mine tre store afleveringer, fejrede jeg det ved at tage fri i en lille uges tid. Jeg fløj til Nha Trang, for at møde Roxy og Kim. I bussen fra lufthavnen indtil Nha Trang snakkede jeg med en mand, som havde lejlighed i byen. Vi snakkede i ca. 20 minutter på engelsk inden jeg fik spurgt, hvor han kom fra. Han svarer ”Danmark”, og jeg tænker, at det er imponerende, at ingen af os opfateden den andens dansker-accent. Nha Trang er en by med en meget lækker strand, hvor vi tilbragte det meste af tiden. En af dagene lejlede vi scootere og kørte ned til en øde strand, som var helt fantastisk. Vi havde stranden helt for os selv hele dagen. Torsdag var et Thanksgiving, og da det er noget de to amerikanere går meget op i, holdt vi et lille madgilde på stranden om aftenen. Virkelig bare afslapning, men det var også tiltrængt. 

Den fantastiske, øde strand syd for Nha Trang

Thanksgiving middag på stranden

Samlet tog vi natbussen tilbage til Saigon, og det var skam også lidt af en udfordring. Billedet nedenunder taler for sig selv, men det var en alternativ bus-stil, der mødte os. Egentlig meget fint med en lille seng, selvom den var ret så kort. Jeg fik lagt mig til rette, men der gik ikke længe, før jeg frygtede lidt for mit liv. Buschaufføren kørte om kap med de andre mange busser og lastbiler på vejen, så jeg frygtede virkelig, at bussen ville vælte på et tidspunkt, men som jeg før har sagt, så har de som regel styr på det hernede. Som regel... 

Natbussen til Saigon

Tilbage til studiet. Jeg har nu kun 3 uger tilbage på uni, da jeg skipper de sidste to uger for at tage ud at rejse med Niels. Det er overkommeligt med 3 uger, men på den anden side føler jeg, at der er rigtig meget jeg skal nå inden da. Det er lidt problematisk med gruppearbejde hernede, selvom det jo ellers er noget jeg er ret erfaren med. Jeg er i en gruppe med tre vietnamesiske piger, hvoraf to af dem, har store problemer med at snakke engelsk. Det gør bare gruppemøderne lidt mere spændende (læs kedelige) for mig, når jeg skal sidde og gætte på, hvad de snakker om. På den anden side, så kan jeg være lidt ligeglad, eftersom de ikke rigtig vil have mig til at lave noget. Derimod vi de have mig til at læse den samlede opgave igennem og rette deres engelsk. Haha, det er sgu meget underholdende et eller andet sted, selv om det også er vildt underligt. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor dårlige de rent faktisk er til engelsk, så det bliver spændende, når de engang sender den 30 siders opgave til mig. 

Når man har opholdt sig i Vietnam i over to måneder, så er der efterhånden ikke så meget, der overrasker én mere, men derfor studser jeg stadig over deres alternative metoder til at nasse penge fra en. Forleden tog jeg en taxa hjem, og da jeg skulle betale bad jeg venligt taxa chaufføren om at tænde lyset, så jeg kunne finde mine penge. Det gad han ikke, for hvis ikke jeg kan se mine penge, så er der jo større chance for at giver ham for mange penge. Smarte, det er de, men jeg er efterhånden rutineret, så mig får de ikke. 

Forleden dag fik jeg en pakke fra Danmark. Det er ikke så simpelt at modtage en pakke i Vietnam, så det krævede lige en del arbejde og et par håndører, før jeg kunne få fat i den. Men det var hele besværet værd, da jeg åbnede en pakke fyldt med juleslik, julenisser, julekalender og hele molevitten. Det er så hyggeligt. Jeg er slet ikke i julestemning hernede, selvom de er begyndt at pynte op i gaderne. Det er bare ikke det samme, når man vader rundt i shorts i 32 graders varme. Men det kommer vel så småt. 

Julepakke fra Danmark :)

Pink/hvidt juletræ i Saigon

Tiden går utrolig hurtigt, og eftersom jeg nu har købt min returbillet, er det endelig gået op for mig, at jeg snart skal tilbage til kulden. Det er nu nok meget godt, da jeg allerede nu har haft mange gode, spændende, skræmmende og andelredes oplevelser hernede. Jeg kommer hjem om 47 dage, hvorefter jeg så vælger at drage næsten direkte på skiferie. Det bliver fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har det stadig godt, men jeg savner jer søde mennesker derhjemme!

Hej hej fra mig i varmen til jer i kulden <3